Østerholm har siden 2015 haft en badebro på stranden ved Fjordmosen.
Badebroen er opstillet for sommeren 2024 og kan frit benyttes af Østerholmere og gæster udefra til badning i det friske Lillebælt. Derimod er det ikke tilladt at fiske m.v. fra badebroen.
De seneste år har oversvømmelser, stormflod m.v. (se nedenfor) krævet ekstra reparation og vedligeholdelse.
Vi håber derfor, at du vil bidrage til broens vedligeholdelse ved at overføre et beløb – stort eller småt – til badebro-lauget på en af følgende konti:
- Mobilepay (Kirsten M) 2498-1681
- Reg/konto i Nordea 2720 – 438 012 6104
PS: Badebro-lauget har i juni 2024 tilføjet en ekstra-sektion til broen som gør det nemt for de badende at træde op på broen.
På forhånd tak!
Ramt af stormflod i 2023
Den 5. maj 2023 blev badebroen ramt af storm og højvande, broen blev splittet af og brodelene drev til havs. Ved fælles hjælp lykkedes det at identificere “vragdelene” på den nordalsiske østkyst, få delene bjærget og repareret. Og primo juli 2023 kunne broen genopsættes til stor glæde for de mange fastboende og turister som dagligt besøger Fjordmosen.
Trods frivilligt arbejde, kostede reparationen alligevel knap 10.000 kr til materialer, nye beslag m.v. Vi opfordrer alle “brugere” til at indbetale et frivilligt beløb med Mobilepay på 24 98 16 81 til badebroens vedligeholdelse.
Broen blev nedtaget for vinteren i september 2023 og undgik dermed stormflodens ødelæggelser i oktober 2023.
Landsbylauget ønsker at etablere et badebro-laug med frivillige fra nær og fjern som vil hjælpe med at koordinere opsætning, nedtagning og vedligeholdelse. Interesserede kan kontakte Peter Rathje på telefon 4040-8636.
Broens historie
I 2015 købte Østerholm landsbylaug badebroen som er opstillet på stranden på Fjordmosen. Broen er købt for ansøgte fondsmidler og opførelsen er godkendt af Sønderborg kommune baseret på et specifikt regelsæt.
Vedligehold og betaling af ansvarsforsikring for broen varetages derfor pt. også af Østerholm Landsbylaug. Der er på broen opsat et lille skilt med kontakt telefonnummer 24 98 16 81 (Kasserer Kirsten Marcussen) og bylaugets kontonummer hvis man ønsker at give et bidrag. Samme telefonnummer kan også benyttes hvis der skulle observeres noget ved broen, der skal kigges på.
Broen skal jf. regelsættet og af hensyn til storm/højvande nedtages om vinteren og kan genopsættes i foråret. Opsætningen sker idag med hjælp fra frivillige Østerholmere og et par folk udefra.